Type 1 diabetes

Type 1 diabeteser en tilstand forårsaget af autoimmun beskadigelse af de insulinproducerende b-celler i bugspytkirtlens øer, hvilket sædvanligvis fører til alvorlig endogen insulinmangel.Type 1-diabetes tegner sig for cirka 5-10% af alle tilfælde af diabetes.Selvom forekomsten topper i puberteten og tidlig voksenalder, forekommer nyopstået type 1-diabetes i alle aldersgrupper, og personer med type 1-diabetes lever i mange årtier efter sygdommens opståen, således at den samlede prævalens af type 1-diabetes er højere hos voksne end hos børn, hvilket retfærdiggør vores fokus på type 1-diabetes hos voksne (1).Den globale udbredelse af type 1-diabetes er 5,9 pr. 10.000 mennesker, mens forekomsten er steget hurtigt i løbet af de sidste 50 år og i øjeblikket skønnes at være 15 pr. 100.000 mennesker om året (2).
Før opdagelsen af ​​insulin for et århundrede siden, var type 1-diabetes forbundet med en forventet levetid så kort som et par måneder.Fra 1922 blev relativt rå ekstrakter af eksogent insulin, afledt af animalsk bugspytkirtel, brugt til at behandle mennesker med type 1-diabetes.I løbet af de efterfølgende årtier blev insulinkoncentrationerne standardiseret, insulinopløsninger blev mere rene, hvilket resulterede i reduceret immunogenicitet, og tilsætningsstoffer, såsom zink og protamin, blev inkorporeret i insulinopløsninger for at øge virkningsvarigheden.I 1980'erne blev semisyntetiske og rekombinante humane insuliner udviklet, og i midten af ​​1990'erne blev insulinanaloger tilgængelige.Basal insulinanaloger blev designet med forlænget virkningsvarighed og reduceret farmakodynamisk variabilitet sammenlignet med protaminbaseret (NPH) human insulin, mens hurtigvirkende analoger blev introduceret med hurtigere indtræden og kortere varighed end kortvirkende (“almindelig”) human insulin, hvilket resulterede i reduceret tidlig postprandialhyperglykæmiog mindre senerehypoglykæmiflere timer efter måltidet (3).

Opdagelsen af ​​insulin ændrede mange menneskers liv, men det blev hurtigt klart, at type 1-diabetes er forbundet med udviklingen af ​​langsigtede komplikationer og forkortet levetid.I løbet af de sidste 100 år har udviklingen inden for insulin, dets levering og teknologier til at måle glykæmiske indeks ændret håndteringen af ​​type 1-diabetes markant.På trods af disse fremskridt når mange mennesker med type 1-diabetes ikke de glykæmiske mål, der er nødvendige for at forhindre eller bremse udviklingen af ​​diabeteskomplikationer, som fortsat udøver en høj klinisk og følelsesmæssig byrde.
I erkendelse af den igangværende udfordring med type 1-diabetes og den hurtige udvikling af nye behandlinger og teknologierEuropean Association for the Study of Diabetes (EASD)ogAmerican Diabetes Association (ADA)indkaldt en skrivegruppe for at udvikle en konsensusrapport om håndteringen af ​​type 1-diabetes hos voksne i alderen 18 år og derover.Skrivegruppen var opmærksom på både national og international vejledning om type 1-diabetes og søgte ikke at replikere denne, men havde snarere til formål at fremhæve de store plejeområder, som sundhedspersonale bør overveje, når de håndterer voksne med type 1-diabetes.Konsensusrapporten har overvejende fokuseret på nuværende og fremtidige glykæmiske håndteringsstrategier og metaboliske nødsituationer.De seneste fremskridt i diagnosticeringen af ​​type 1-diabetes er blevet overvejet.I modsætning til mange andre kroniske tilstande lægger type 1-diabetes en enestående håndteringsbyrde på individet med tilstanden.Ud over komplekse medicinbehandlinger er der også behov for andre adfærdsændringer;alt dette kræver betydelig viden og færdighed for at navigere mellem hyper- og hypoglykæmi.Vigtigheden afdiabetes selvledelse uddannelse og støtte (DSMES)og psykosocial omsorg er med rette dokumenteret i rapporten.Mens man anerkender den store betydning og omkostningerne ved screening, diagnosticering og håndtering af de kroniske mikrovaskulære og makrovaskulære komplikationer af diabetes, ligger en detaljeret beskrivelse af håndteringen af ​​disse komplikationer uden for denne rapports omfang.
Referencer
1. Miller RG, Secrest AM, Sharma RK, Songer TJ, Orchard TJ.Forbedringer i den forventede levetid for type 1-diabetes: Pittsburgh Epidemiology of Diabetes Complications studiekohorte.Diabetes
2012;61:2987-2992
2. Mobasseri M, Shirmohammadi M, Amiri T, Vahed N, Hosseini Fard H, Ghojazadeh M. Prævalens og forekomst af type 1-diabetes i verden: en systematisk gennemgang og meta-analyse.HealthPromotPerspect2020;10:98–115
3. Hirsch IB, Juneja R, Beals JM, Antalis CJ, Wright EE.Udviklingen af ​​insulin og hvordan det informerer om behandlings- og behandlingsvalg.Endocr Rev2020;41:733-755